Seasonophold

Spøttrup Borg

Af de bygninger, vi her i landet har bevaret fra middelalderen, er langt de fleste kirker. I de verdslige huse boede mennesker, som ændrede dem efter smag og behag for sluttelig at rive det gamle ned til fordel for noget mere moderne. Selv de faste borge med deres metertykke mure er nedrevet, så at der nu kun er enkelte nogenlunde uberørte tilbage. En af dem er Spøttrup.
 
 

 
 
 
 
 
 
 
 

Spøttrup Borg med avlsbygninger
Også den har naturligvis lidt overlast. Af det mægtige voldanlæg var således en stor del sløjfet, og det indre havde undergået væsentlige ændringer, men en omfattende istandsættelse omkring 1940 har i nogen grad rådet bod på dette. Spøttrup er i dag det bedste, der kan bydes på for dem, der på dansk grund vil studere et middelalderligt fæstningsværk.

Byggeriet fandt sted efter en storslået og selvsikker plan. Stedet var omhyggeligt valgt: et vestvendt bakkehæld ned mod Spøttrup sø. På en her udstukket grund ca. 32 x 36 meter skulle der opføres et firkantet kompleks.
Hensigten med at bygge det første Spøttrup og dennes efterfølger, den nuværende borg (der blev bygget omkring år 1500-1520), må have været, at man ønskede en bolig til skatteopkrævning, der samtidig kunne yde en beskyttelse mod ufredsmænd og under krige, så man sikkert kunne opbevare værdier. Omkring Christoffer II’s tid var penge endnu ikke et almindeligt betalingsmiddel for de afgifter og tiender, som bøndergårdene skulle betale, men istedet mest korn og andre naturalier af mere fyldende karakter.
Borgens udseende er ikke tilfældigt, for hensigten var, da den blev bygget, at beskytte og forsvare og at vise styrke i den urolige tid omkring reformationens indførelse i Danmark. Den nuværende borg – som er den anden, man har kendskab til – blev anlagt ved østsiden af Spøttrup sø ind i en vestvendt bakkeside af Salling, med udsigt over Limfjorden og med godt overblik til de tre landsider, hvorfra et fjendtligt angreb lettest kunne sættes ind. Mod vest var borgen beskyttet af Spøttrup sø, der dog siden 1860erne er blevet afvandet, men i foråret 1994 blev søen retableret.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Spøttrup blev stærkt befæstet med dobbelte voldgrave, 1-1,5 m dybe, med en op til 9 meter høj vold imellem. Den svære vold forhindrede, at borgen kunne beskydes direkte med kanoner, senmiddelalderens nye ødelæggelsesvåben. Borgen fik lodrette utilgængelige mure med skydeskår, otte hemmeligheder, dvs. latrinkanaler, der fremtræder som stræbepiller på ydermurene. Disse toiletter havde afløb lige ned i voldgraven. Når man så ved, at vandet fra voldgraven sivede ned i den i nordfløjen gravede brønd, kan man kalde det genbrug, men ikke særligt hygiejnisk og sikkert årsag til mange maveonder.
Desuden var der vindebro over både ydre og indre voldgrav. Disse vindebroer har måske ikke været der lige fra starten, idet man kan se, at kædehullerne til at hejse den indre vindebro op med, var udhugget i den færdige mur.
Om opførelsen af Spøttrup berettes også, at en herremand havde bejlet til en smuk, men såre hovmodig frøken, som på alle måder hånede ham. Bl.a. kastede hun sin fingering ud i et morads og sagde, at før hun gav ham sin tro, måtte han bygge hende en fast borg med tårn og tinde på det sted, hvor ringen var faldet. Hun anså det for en umulighed, dog, herremanden lod udkøre det ene læs sten efter det andet, og syv år efter kunne han rejse borgen. Byggeriet havde dog kostet ham alt, hvad han ejede, og frøkenen tog alligevel en anden.
Mon ikke det skulle være denne ridder, der iført panser og plade vandrer gennem borgen om natten, og et par gange er set i haven, hvor han på plænen har opført en sælsom springdans, der bærer præg af sorg og fortvivlelse?
Et besøg på Spøttrup er en stor oplevelse, der taler til fantasien hos både børn og voksne. En udførlig vejledning hjælper de besøgende til at forstå det spændende bygningsværk og den historiske baggrund.
For åbningstider og priser henvises til:
Spøttrup Borgmuseum 
Spøttrup Borgmuseum kan kontaktes på telefonnummer 9756 1606.
Spøttrup læge- og krydderurtehave
Spøttrup, Viborg bispens mægtige borg i Vestsalling, tjente ikke blot til ophold og forsvar for den mægtige gejstlighed i tiden omkring reformationen, men var også centrum for en kulturspredende virksomhed både på åndelige og praktiske områder.

 
 
 
 
 
 
 
En af disse var havedyrkningen, der kom til Danmark sammen med klostervæsenet. Man havde tidligere kendt kålgårde og dyrkning af Vildæble og Kvan, men mange af de forskellige planter, som vi idag kender fra vore haver, kom først hertil med klosterligt bidrag til deres ernæring, også en lang række læge- og krydderurter, der var et uundværligt hjælpemiddel i deres højt udviklede lægekunst.
Efter reformationen vandrede disse planter fra klostrenes besiddelser ud i herregårds- og bønderhaverne, hvor de først dyrkedes af hensyn til deres anvendelse som føde eller til medicinal brug. Senere overgik mange til overvejende at blive dyrket for deres skønheds skyld, og nye arter er af samme årsag blevet indført gennem tiderne.
Urtehaven på Spøttrup har et meget stort udvalg af planter, mange flere end de fleste haver har kendt. Her har man mulighed for at studere og lære de mange arter bedre at kende.
Spøttrup sø
I middelalderen kunne ingen drømme om at afvande Spøttrup sø. Dens betydning i forsvaret af borgen var alt for vigtig. Søen leverede også godt med fisk til borgens husholdning. Søen var ualmindelig fiskerig, og i 1595 opstod der ligefrem strid med ejeren af Vadum Mølle om retten til fiskeriet i søen.
Men efterhånden opstod der andre planer. I begyndelsen af 1800-tallet var Spøttrup ejet af Nis Nissen, som blev rig på opdræt af stude. Herregården var især berømt for sine hvide stude.
Nissens opdræt var så vellykket, at han blev kaldt “Studekongen af Salling”. Studene blev Spøttrup søs skæbne. I 1850’erne begydte man at dræne og afvande søen for at lave hø på den udtørrede søbund til studene.
I 1930’erne blev Spøttrup udstykket, og i 1940 blev der oprettet pumpelag fælles for de mange, nye husmandsbrug med jord i sø-området. Søbunden var meget frugtbar, men blev efterhånden dyr i drift. Der var bl.a. betydelige udgifter til elpumpe og til at vedligeholde diget. Flere gange i 1980’erne og i 1990 brød Limfjorden ind over diget under vinterstorme – og oversvømmede de opdyrkede arealer med saltvand. Med tiden opstod nye holdninger, som affødte ønsker om at genskabe Spøttrup sø – til gavn for naturen og turismen, og i respekt for den betydning, søen havde for den gamle borg.
I foråret 1994 gjorde entreprenørmaskiner området klar til søen. Alle mindre grøfte blev fyldt op. Grusvejen til pumpehuset blev fjernet, sammen med de luftledninger, der førte el ud til pumpen. Spøttrup Bæk fik sit gamle løb ind i søen tilbage, og der blev lavet et fiskevenligt afløb (stryg) fra søen gennem diget ved pumpehuset. Formålet var at genskabe en ferskvandssø.
 
Spøttrup sø retableredes i foråret 1994. Området, som bl.a. omfatter søen, dækker et areal på ca. 110 ha, hvoraf søens areal dækker 50-60 ha.
Se Spøttrup Sø fra luften.

 
 
 
 
 
Der etableres en sti, som starter ved parkeringspladsen ved Spøttrup Borg og fører til den nordlige ende af søen. Stien går ikke rundt om søen, så man skal samme vej tilbage.
Ved søens østlige bred, ligger den gamle Polak-kaserne, hvor der er indrettet en udstilling om søens historie. Ved den vestlige bred – i det gamle pumpehus – er der indrettet fugletårn med mini-udstilling. Spøttrup sø vil være en kærkommen rasteplads for de mange ande- og vadefugle, der hvert år trækker igennem området.